Maj-juni 1841

- 118 -

 d. 29 May kom vi til Berlin[1], fandt et deiligt loschie prepareret til os, og strax en mængde Visitter, og Invitationer[.] første dag spiste vi hiemme Kl 2, og Kl: 4 kiørte vi omkring med Steffens[2] for at see Byen, og Dyre Haven[3], saa i en Kafé og saa i Operaen nogle af os og Børnene og andre Hos Steffens, hvor vi atter mødtes efter at have seet Lucia[4][.] I Theatret kom en heel deel Visiter til Thorvaldsen som da bleve mig forestillede, blandt andre Baron Eckartstein[5], som vi bleve alle inviterede til Mandag[6] Midag i Charlottenlund[7] hvor han havde et deiligt Landsted, d. 30te stor deputation fra Kunst academiet[8] [.] Kl. 12 en Consert hos Hendels[9] født Mendelson[.] Hun spildte scharmant, adskillige

- 119 -

Sangerinder [var der,] men det var meget Varm, og Thor: havde været tidlig op saa midt paa dagen Kl: 12 blev han gierne tung, jeg sad i en dødelig angst for at man skulde mærke at han sov[,] han lukkede Øinene, dog værgang man ophørte aploderte han og sagde[: “]scharmant[”] og man sagde mig, [“]hvor han er henrykt[,] hvor han har meget Interesse for Musik[”] osv ‒ dog jeg som kiendte den Matte farve hans Øine fik vi[d]ste kuns alt for godt, hvor det holdt hort[10] for ham ikke at foraade sig, ‒ nu til Midag hos Steffens[11], om Aften see Oberon[12], saa næste dag[13] besøge kunstnerne, Professor Wigmann[14] og en hvis Goldsmidt[15] ‒ om Aftenen stor stads hos Steffens[.] d. 31 brillant Diner[16] hos Wickmans de[r] Prume[17], Thick[18] osv ‒ om Torsdagen[19] stor Consert samme steds hvor bland andre en Duflos [eller] Dacker[20] sang og Prume spildte, W Schlegel[21] giorde vi og bekiendtskab med, og hans stive, Ceremonielle væsen var mig paafaldende, og Contrasterede meget, med Thorvaldsens anspruchslose[22], simple udvortes[.] den Contrast skal især have fraperet[23] [ved] en Diner[24] hos Kongen[25], paa [tom plads] hvor Schlegel kom i Gammeldags stiv Hoffdragt med Kaarde ved [siden] og Thorvaldsen, i en simpel sort Kiole med Een eneste Orden, Kongen selv kunde ikke bare[26] sig for at smile derved, og jeg troer giorde den Bemærkning[.] Vi besøgte Begas[27], Cornelius[28] og alt hvad der var af dygtige Kunstner i Berlin, saagar den mærkværdige Schwenkel[29], som var meget syg, Begas havde deilige Malerier, men der var dog intet som intereserte mig som Schenkels[30] Kompositioner; Hvert Øieblik paa dagen var besatt thi Kl 7 om Morgenen

- 120 -

kom alt besøg, og blandt andre Betine Arnim[31], en Mærkværdig[,] Interesant Person[.] jeg maatte skynde mig, in[d] til hende for at underholde hende til Thorv: kom op, (vi kom altid sildig til sengs) jeg har for det første aldrig seet nogen see saa ungdommelig ud som hende, thi hun var dog nok en 50 Aar Gammel[32], og naar man saae nøiere til havde hun da og sine isprængte Haar med Graat, dog hun brugte enslags rødt Pud[d]er, som gav et ungdommeligt useende[.] hun havde Bart Hovede[33], men især var hendes figur Smekker[,] Grazjøs og let, alle hendes Bevægelser gesvinte og lette, og alt klædte hende godt, f: e: x: en gang vi besøgte hende, viste hun os hendes Tegninger hvor især Compositionerne vare mærkelige, og Thorv: neppe vilde troe de vare af hende selv, hvis hun ikke havde haft, saa mange, at det ikke var troelig Een Anden skulde tegne saa meget for hende, midt i sin Iver smed hun sig paa Knæe for Thorvaldsen og lagde Mappen i hans Skød, og skiønt han blev forlegen ved denne hendes Ydmyge Stilling, det hialp ikke, han maatte finde sig deri, hun talte syperb for sig, men ofte saa Høit travende at Thorv: ikke kunde forstaae hende, dog meget gik ud paa at bebreide ham at han var blevet de hedenske Guder, utroe for Christenheden, som hun da haabede han kom tilbage til, osv. kort, da vi til en hvis tid skulde spise til Midag i et Sælskab saa giorde vi endelig Mi[ne] til [at gaae, men dette] satte hun sig meget [ivrig imod] [papiret mangler]

- 121 -

No 2
og nu kaldte hun hielpe Tropper til. Hun havde nemlig 3 Nydelige Døttre[34], den Yngste især var yndig og graziøs, som en Psiche[35][. “]kom Børn[,”] sagde hun, [“]kom og kys, og kæle for ham, saa han ikke kan gaae[”,] og de kom nu alle til og hun laae for hans Fø[d]der, en Søster til hende (en Frue Leveking[36] troer jeg) synes væl nu jeg og[saa] maatte vindes, hun trækker mig til sig og vil tage mig paa Skiødet, dog det var mig væl meget, og jeg bryder op men jeg maae endnu lee naar jeg tænker paa Stampes[37] Smilende Mine, hvorledes han stum betragtede denne Scene[.] nu gik Han og jeg, og Thorv: kom ful[gt] [papiret mangler] af heele Flokken bag efter. [”]Ach Thorvaldsen[38] wen[n] du nur wüs[s]te wie lieb ich dich habe ‒ Du bist doch gar zu schön[,”] osv ‒ det var du[39] heele Tiden NB: hun saae ham for første gang! nede p[aa] [papiret mangler] Trappen sagde Arnim[40] og Stampe sig endnu nogle Complimenter, Arnim havde Modeleret Gøthe og [viste] [papiret mangler] en Afstøbning i Gips, som var meget [daarlig] [papiret mangler], men som sagt, naar hun blodt havde [kunne]t [papiret mangler] Skabe hendes figurer Bedre, saa [var der] [papiret mangler] altid noget i hendes Composition[er.] Hun gav mig hendes Briefe[41], og skrev [nogle] [papiret mangler] Artige ord for i Bogen, som ere [mig en] [papiret mangler] kier Erindring, om det interesand[teste] Fruentimer[,] jeg nogensinde har stødt [paa hvad] [papiret mangler] Forstand, Aand, Livlighed og originalitet, [angaaer.] [papiret mangler] aller best som vi den siste Aften K[l 11 stod hos] Steffens for at tage Afsked, kom hun [kiørende] [papiret mangler] med en Tegning[42] til Thorvaldsen, som vil [findes] [papiret mangler] blandt hans Sager i Rom[. “]det er en Hex[,”] sagde Thorv: [“]hun er gall[,”] sagde Stampe[.] Hos Hænsel[43] vare vi atter bedte en [Aften] [papiret mangler] og Fruen spilte men det heele gik ud paa at [Manden][44] [papiret mangler] som er Mahler, skulde tegne Th[orvs:] Portrait, den stakkels Thorv: maatte sit[te paa et s]ted [papiret mangler] og vi kiedede os alle ved at see [ham sitte saa bunden; der var og Een] endnu som [benyttede sig af Leiligheden og tegnede Thorvaldsen.] [papiret mangler]

- 122 -

No 3
Professor Wagen[45] fulgte os til den Svenske Consul Wagener[46], som havde en deilig Malerie Samling, da vi havde forladt ham, mærker Thorv: at Hatten schenerte ham noget, og da der kuns faae havde Hovedet saa bredt, saa staaer han og undersøger om han ogsaa virkelig skulde have byttet sin Hatt, idet samme kommer Wagener ned med Thorvaldsens i Haanden, sigende at det var rigtig nok hans Hatt[47], men siden Thorv: nogenlunde kunde passe den vilde han bede ham at maatte beholde Thors. som en Relique; og saaledes gik vi da, Thor med en Gammel Hatt, i stedet for sin næsten nye, dog det kunde nu enda blive godt hvis ikke den Gamle Hatt havde klemt ham saa han altid saa ud som Brændemærket med den røde rand over Panden, og naar det var varm, som jo altid var tilfældet saa blev Panden ganske sort, og man bestemte hver dag at kiøbe en nye men det blev ved Bestemmelsen, og skedte ikke før vi kom til Livorno[48], hvor vi endelig tog det overtværs, der fik jeg ny Sorte klæder og Støvler og tørklæde osv[.] Den Næste dag kom Professor Wagen med en Lang opskrift, paa Stemplet Papir, og i Gammel tryk lang og bred Historien om denne Hatt, af Thorvaldsen hvordan den var kommet i Wagners Hænder, og vi alle maatte underskrive som Vidnere osv.
__
Eendag giorde vi en Tuur til Potsdam[49] med Steffens[50], for at probere at reise paa Hiernbane, det gik jo hurtigt men vi synes dog

- 123 -

bedre om vores egen, magelige Vogn, og maade at reise paa; I Potsdam mødte vi Drevsens[51], og vi drak Kaffe sammen[,] paa engang var der en Mængde Mennesker som hvert Øieblik gik forbie og vi mærkede snart det var for at faae et Glimt af Thorv: denne sad roelig og talte og mærkede ikke at der var Een som tegnede ham, og som var meget bange for at Thorv: skulde reise sig, hvorfor jeg, som havde mærket det gik hen og sagde til Thorv: han skulle lade som ingenting men blodt ikke reise sig eller vende sig som han da og giorde, han var saa vandt til sligt, thi overalt fandt man ham saa smuk[,] hvem der kuns kunde føre en Blyant fik lyst til at giøre hans Portrait, denne var en Grev S:[52] Portraittet var virkelig ret net. ‒ I Haven[53] som vi stod ned af Vognen havde Thorv: en Maleur[54] nemlig hans Bindklæder, blev Hængende ved Vognen, og han rev et stort Hull paa dem lige paa Laaret[.] nu maatte vi stikke det sammen, som vi best kunde, og Thor maatte gaae heele Tiden holdende Kiole flipperne derover, i det samme kommer der en Lakei[55] og til siger Thorvaldsen til Kongen[56], som har hørt at Thorv: var i Haven, der blev da nu Alarm, paa os andre, dog Thorv. blev ganske roelig, og lod sig undskylde jeg husker ikke meere om med Hullet eller noget andet, kort han tog der ikke ‒ Næste dag blev han tilsagt til Tafels, hvor ogsaa Steffens, Rauch[57], og Schlegel[58] vare og hvor

- 124 -

det giorde stor Opsigt at Thorv: sad ved samme Bord, som Kongen (: de andre giorde det ikke)[.] jeg tænkte det var dog for galt om han skulde inviteres for at sittes ved Rosen[59][,] dem der hiemme, som raaber paa vort Hoff, jo de skulde bare vide hvor ganske anderledes stive andre vare. ‒
I Museet mødte jeg en Gammel Bekiendt fra Heidelberg, Een dag vare vi til Stor Diner hos frue von Waldenburg[60] hvor alt blev serveret paa Sølv og der vare 10 Tienere med Guld galoner[61] om Liberierne[62], vi saae heele famillen igien i Rom, hvor de 5 fruentimer havde 6 Kammerpiger, paa en reise fra Berlin til Rom var det, uhørt, og meere schene, en[d] som Gavn; ‒ Den fete[63], som Kunstnerne giorde i Berlin[64] skal Beskrivelsen heraf med følge tillige med de smukke Sange[65], af Hopisch[66], osv. ‒ Hos Begas[67] vare 4 Malere samled[68] for at Mahle Thorv: og den siste Dag[69] sad han Kl: 6 om Morgenen alt for Krüger[70] som tegnede det, og det blev fortreffelig senere har jeg seet dette forstørret og fordervet, stukket i steen, saa man ikke kiender det; ‒ Begasses blev meere interesant en som ligt, det havde mig formeget useendet, af en Helgen, de andres Portraitter bleve frygtelige paa den 9-Aars dreng’s nær, som var ikke saa galt. ‒ Cornelius[71] var dog den interesandteste af alle Kunstnerne med et ægte Hollansk Ansigt, havde han nogle uhyre Kloge Øine. han lovede mig at komme til Nysøe[72], Male mig Thorvs Portrait, og jeg lovede saa at giøre hans Byste, med et par laante Hænder ‒ nemlig Thors ‒

- 125 -

En Arkitekt ved Navn Stier[73], som ofte havde besøgt Thr: om Morgenen og som var mig Paafaldende ved sit Liv, sin Varme, og Aandrige Conversation havde bygget sig et Nydelig lille Huus[74] i en Ganske eiendommelig Stiil uden for Byen lige i nærheden af Begas, der havde han hørt at vi kom hen, nu stod han uden for sin dør med sin smukke Kone, begge altdeutsch klædt hver med et Barn i Haanden og et paa Armen, og skreg os Jublende i møde og kastede Blomster og Buquetter i Vognen til os og Laurbær i sær til Thor og til mig, tilsist endnu en stor Buquet [“]für die Pflegemutter[”,] sagde han[,] det var nydelig[.] vi lod naturligvis holde og gik lidt ind til dem, hvor alt var eiendommlig og nydelig, lige som udvendig; ‒ hos Begas sad Thor Modell fra tilig Om morgenen lige til vi reiste[,] vi kiørte der forbie og tog ham paae[.] Før vi forlode Byen[75], kiørte vi hen til Steffens, fik ham i et Nu op i Vognen med os, og Konen[76] og Clärchen[77], kom bag efter med Damp og mødte os i Potsdam, der spiste vi til Midag Sammen, og saa kiørte vi om i alle Haver og saae alle Slotte, i 2 Vogne som Inspektøren[78] eller rettere han som stod for Anlæggene strax kom med, og kiørte med os omkring, i Klinike[79] var der deiligt, der saae vi de smaae Prinser, og Prinsesser, som saa gierne vilde see Thorvaldsen, og spadserede længe med os, Hovmesteren lod til [at være] en Vakker og dannet ung Mand, han var og meget

- 126 -

lykkelig over at see Thorvaldsen, og kunde ikke bare sig for at slaae Hænderne sammen af forbauselse, da Guvernanten af de smaae Prisesse forundrede sig over hendes Elevers begierlighed over at giøre Thors. Bekientskab, og spurgte[: “]hvem er den Thorvaldsen? jeg har aldrig hørt ham nævne[”], det var vist ret en af de egte Sveitzerinde, som intet kiendte uden deres Modersmaal og opholde sig umaadelig over andre fremmede, som særdeles udanede, fordie de taler mindre godt fransk, om de og har nok saa mange andre Kunskaber, som de selv ere ganske blodtede for. ‒
Paa Montebello hvor Kongens Søster boede var et Værelse endnu det deiligste jeg har seet, og Veien nedad Paradisisk. Lige som vi skulde stige i Vognen for at forlade Potsdam, kom man, og sagde til Thorvaldsen at Prinsesse Charlotte[80] vilde see ham, han gik op i Værelset paa Giestgiverhuset et Øieblik, og sagde det var Prinsessen fra Kiøbenhavn men hvem kunde han ikke sige thi han løb alletider Sur i Navne osv. dog var det vist Ch.