Marts 1844

- 298 -

‒ d. 8de Marz[1], som min kiere Søster[2] havde lagt Planer for at forskiøne[,] kom nu, men den var sørgelig, og mørk og intet af alt hvad vi havde beredet blev udført, Thorvaldsen var hos os til Midag (han fik sine livRet Østers det var det Eeneste som betegnede Høitiden, der var kuns C Stampe[3] hos os, af fremmede ‒ Man gav Don juean[4] i Operaen[5], og jeg overtalde Thorv: til at kiøre derhen, det var første gang at han uden mig gik i Theateret, og skiønt Musiken Altid paa Ham giorde et behagelig Intryk, og denne

- 299 -

48
Musik, var ham særdeles kier, han havde kuns hørt den i Afbrudte støkker tilforn, og nu skulde han høre den heel for første gang, han var henrykt derover, dog[: “]jeg savnede min Gamle Mutter[6] for at glæde mig fuldkommen,[”] sagde han mig siden ‒ Han vilde have taget en Maske[7] af min Søster, og giøre en Byste til hendes Mand[8], som han meget Agtede og holdt af: (Pf Schouvs Byste havde han altlænge bestemt, til forAaret ude paa Nysøe at Portraitere og saaledes ogsaa Collins[9] og Klausens[10].) dog Manden Ønskede det ikke, hans kone havde i Live altid været empfin[d]tlig[11], og havde ikke tilladt nogen at røre ved sig, dog senere fortrød Schouv det for hans Børns skyld[12] da han nok vi[d]ste at Thorvaldsen var en stoer undtagelse, og at af ham havde Sysette taalt hvad ingen anden maatte giøre, hun Vene[re]rede[13] Ham, og jeg ved ingen som hun undskyldte, og kielede for, som Thorvaldsen, Schouv maatte overtale ham til at Blive hiemme fra hendes Begravelse, (han var i sørge Huuset[14].) og det Eeneste, som stod i Værelset hvor hun laae lig var hans, af ham selv giorte Byste[15], og den Tanke giennemfoer mig da en Veninde trykkede hendes Øine fastere til med de Ord: [“]man x[16] x siger at De seer efter nogen som de vil have med dem,[”] osv [“]Gud lad den kiere Gamle ikke følge for snart efter[.”][17]
Nu kom alt igien i sin vandte Gang, og Thorv: kom, og gik her og i Theater, og til Midag og vi kiørte ud samme[n] osv. Men Ofte var han Tankefuld, og Ofte talte han med mig om døden og især om efter døden,: [“]vi[d]ste man blodt hvad der kom efter dette Liv? De Præster de Snakker og lovpriser, den Herlighed men der er ikke Een af dem som skytter om at komme der, og alle ære de igrunden selv bange og holder den fra dem saa længe som muligt[.]

- 300 -

49
Hvad mig angaaer saa er jeg igrunden kied af Livet, og komme Døden Idag saa er jeg beredt,[”] nu spøgte jeg og sagde at naar saa Døden kom vilde han nok vise den Bort, [“]ak nei! jeg forsikrer[,”] sagde han ganske Alvorlig og sandt,: [“]nu har jeg levet længe nok, jeg gruer for at leve og blive andre til Byrde[”]; efter lidt spøg hvor jeg havde bevist ham hvor rar[t] han havde det, og hvor alle holdt af ham, og hvor nødig vi vilde miste ham, saa endte han selv, med at sige[: “]ja igrunden saa længe jeg har min Gamle Mutter skytter jeg ikke om nogen forandring.[”] ‒
Alt hvad han tegnede i disse Dage havde ellers en egen høitidelig Carakteer og blandt andet giorde han en Knælende figur[18] med nogle Børn foran en Høig med et Kors, og en Bedende Engel osv som Gravminder. ‒
En Aften omtrent paa denne Tid kom en Herre til Thorv: han sad allene hiemme for hans fod skyld som atter begyndte at hovne lidt[19], som føren[d] Jacobsen[20] havde haft ham i Cuuer, Vi kom til at tale om et Portrait[21], som Colberg[22] havde Copieret af en Samling som jeg eier, Thorv: roeser det, og jeg siger[: “]mig synes det var ikke godt,[”] dette blev Thorv: meget heftig over og vi skiendtes alvorlig, og Thorv. sagde mig haarde ting, saa da Herren[23] som var nærværende var gaaet, vilde jeg ogsaa være gaaet

- 301 -

50
fornærmet bort[.] jeg mærkede Thorv: fortrød sin heftighed saa sagde jeg ham at jeg lige saa godt vilde have lov at sige min Mening som han osv ‒ Thorv: sagde mig da at det havde Ærgret ham at jeg saa bestemt havde sagt det var ikke godt, fordie det kunde skade den unge Mand i den fremmedes Mening, [“]og igrunden saa troer Folk dog det er min Mening naar de siger noget[,”] osv ‒ dog jeg paastod da Colb:[24] var Billed hugger, og ikke Mahler, saa kunde det ikke skade ham at jeg sagde Copien var Daarlig[.] kort, han begyndte at fortryde hans haarde Ord mod mig, og da jeg vi[d]ste hans Natt havde været søvnløs om jeg var Gaaet uforsonet bort saa blev jeg og vi spilede Lotterie og inden Kl: 10 var alt vrede forsvunden paa begge sider. ‒
en 14 dage før hans Død[25] mødte jeg Thiele[26] der en Morgen, og han talte om hans Reise til Rom, og jeg sagde: [“]han reiser saa men ikke[”]; [“]jo han siger det er nødvendig[,”] meente Thiele, [“]dog hvorfor[”.] [“]for mine Pænge Afairer[,”] sagde Thorv[, “]De ved jo selv at Thorlonia[27] giør Vanskeligheder, og Deres Broder[28] haver maattet forestrække Pænge til Statyen[”]; dog jeg svarede at han lige saa godt kunde sende hvem som helst derhen, som alle tider vilde være meere dygtig til at bringe det i Orden, som Thor ham selv, som ikke forstod sig det mindste derpaa, og Thorv. svarede[: “]det var meget,[”] men samme Aften sagde jeg til ham om han huskede da han forige Gang skulde reise 1840 med Dr: Hartman[29] hvor dan han var til mode, fordie han skulde forlade Danmark og da vi nu sist reiste til Rom[30]

- 302 -

51
var een af de vigtigste ting han havde at giøre i Rom: at ligge siste Haand paa de Engle[31] til Pave Pius d. VIIdes Monument, og da vi saa var der i XV # Maaneder[32], var der dog ikke et Minut Tid dertil, [“]ja de har ret,[”] sagde han[, “]jeg krømper mig ved at røre der ved, thi jeg er bange de skal giøre mig Knuder, jeg har alt haft ærgstelser og schikaner nok, og jeg er vis paa at de kuns venter paa den minste Leilighed for at begynde paa nye, derfor udsætter jeg det bestandig[.] De kan ikke tilgive at en Kætter[33] skulde giøre noget for dem[.”] [“]og det haaber jeg de vil giøre frem deeles[”,] sagde jeg, [“]og lade andre besørge for Dem hvad der end nu skal giøres, og saaledes ogsaa med Pænge sagerne, det er aldrig værd at de bryder dem, med hvad De dog ikke forstaaer[”]; og Thorv: sagde mig nu [“]nu, vi vil see; jeg er heller ikke reist endnu og der er intet jeg ønsker meere en[d] at ligge mine Been i Danmark.[”] og hvor lidt han bekymrede sig om sine Pænge Afairer det kan man og see deraf: at han havde glemt alle sine Obligationer, og Beviser i Rom, men vores gamle Lothopose, som jeg i Rom havde efterladt ham, den kom rigtig hiem tilbage, og vi benyttede den endnu bestandig siste Vinter, deels hos mig[34], og deels hos ham selv[35], og navnligen endnu Tors Ondagen Torsdagen dagen før han døde[36],
Den 18de Marz[37] giorde han den siste Tegning nemlig en lille Blomster Pige[38], han Tegnede den i min daglig stue medens vi ventede paa vognen der skulde bringe ham til Moltkes[39] og os til Holsteins[40][.]
han havde den vinter fleere gange faldet, paa det glatte Iis, endag han havde mig ved Armen gled han og faldt, dog skiønt jeg ikke var stærk nok til at holde ham op, saa forhindrede jeg ham dog i at støde sig, han slap med en vaad Strømpe i rænde steenen, en Dag var han

- 303 -

52
gaaet alene og var faldet, saa Hatten roi[41] langt hen paa Gaden osv ‒ han var hos os til Midag og jeg gned Knæet med eaude collogne og det havde intet at betyde[.] nu gik han altid med nogen under Armen, og Tieneren[42] kom altid og hentede ham naar han skulde hiem, eller i Theatret om Aftenen, en Dag var Gr: G: Moltk[43] hos ham, og han forundrede sig over at den halv Blinde Mand Gik, uden at holde sig ved nogen allene paa Gaden, [“]saa vil jeg og gaa alene[,”] sagde han, [“]det seer saa miserabelt ud saa ledes at blive Ledet,[”] og Tieneren maatte ikke give ham Armen, neppe var han Gaaet ensnees skridt, saa falder han og da han kom til os for at spise, klagede han lidt over beenet, dog vi fik det vasket med lidt eaude cologne, og ham til at ligge paa Sophaden med Beenet op[.] spillet[44] gik lige godt derfor som var det at Stampe[45] og han[...][46]