Juli-september 1839

- 30 -

(for at komme tilbag paa Statyen[1]: saa stod Arbeidet saa ledes, da pludselig et Brev kommer fra Øhlenschlæger[2], han havde alt da Thorvaldsen forige gang var i Danmark, ville[t] haft sin Byste giort, dog Thor har aldrig holdt af dette Arbeide, og han beskyldte altid Øhlen for at være forfængelig osv, kort han vilde ikke giøre det, og nu denne gang havde han ogsaa unslaaet sig, dog jeg tog mig paa at faae ham dertil og da han følte sig saa væl her, kunde han intet nægte mig, jeg skrev til Øh: at dersom

- 31 -

han nu vilde komme, saa vilde Thor giøre hans Byste[3], der over var Øh[4] meget Glad og svarede at det var et af hans høieste Ønsker, at faae bevaret disse Træk for efter Verdenen[5] osv[.] kort Thor loe, og sagde han er en forfængelig Narr, men paa engang saa jeg ham blive Alvorlig, og Hænderne faldt fra Arbeidet (: han stod og modeleerte da jeg læste Brevet for ham :)[. “]Her staaer jeg[”], sagde han nu[, “]og leer af Ham, og hvad giør jeg selv?, nei jeg kan ikke Arbeide videre[”.] og nu vilde han til at rive ned paa Statyen[6], og jeg maatte bruge Magt og all min Overtalelse for at faae ham ud af Atelieet, som jeg lukkede i Laas, jeg tog nu strax min tilflugt til Sysette[7], og Schouv[8], som stod mig troelig bie. Schouv giorde sit beste og præ[di]kede umaadelig for at giøre ham begribelig, at det jo ikke var andet, en[d] som enhver Maler der giør sit Portrait osv ‒ dog dette at han giorde sin Statye kunde han ikke faa ud af Hovedet, og der gik en 8 dage hen, ret kiedelige, og Mismodige. Thor som hidtil ikke havde haft en Mørk dag, var nu mismodig, jeg var ordentlig bedrøvet, og da jeg ikke længere kunde udholde denne Modstand mod vores Ønske, gik jeg op til Ham en dag og græd (: jeg tænkte paa Calderons[9]: Weine Weib und Du wirst ziegen[10] :) og sagde han havde lovet mig det og han skulde holde sit Ord, og det var først ret

- 32 -

den rigtige Forfængelighed, at han blodt fordie, man ikke skulde sige han havde giort sin egen Statye, svigtede han de helligste Løfter og brød sig ikke om at bedrøve dem, som holdt af ham for at de som ikke vare ham gode skulde undvære et Punkt, at forarge sig over, men jeg skulde love ham at han skulde fortryde det, og jeg skulde aldrig troe hans Løfter meere osv osv[.] kort, til sist snakkede jeg mig virkelig i Graad, og Thor: blev rørt [og] faldt mig om Halsen, sigende,: [“]lad dem nu sige hvad de vil, det er mit Portrait, som jeg giør for min Veninde, og Honi soit qui mal en pense[11][”], nu slebte jeg ham ned i det længe tillukkede Værksted og han tog strax fat, og Suzette og Schouv bragte jeg Efteretningen og de Glædede sig oo=II[12][.] oo=II Kort Efter sagde Thorvaldsen til Ingemann[13]: [“]ja jeg vilde rigtignok have revet den ned igien, men saa græd hun jo.[”] Medens hans Arbeidede paa Sin Egen Statye til hvilken jeg havde syet ham en slags bluse efter hans egen Tegning, spændte han mig spøgende beltet fast (det var med et stort Spenne) og sagde[: “]saa bliver jeg stærk, det giorde Thor[14] naar han ret brugte Kræfter osv[.] Man har kaldet mig Thor[,] den Eene Thor knuser[,] den Anden Skaber[.”] Kort efter kom Prinds Christian[15] og Gemalinde[16] til Gißelfeld[17] og Bregentved[18][,] der kom Jacobi fr[a] Lybeck[19], Thor reise ind [til byen] med Carl Stampe[20] fra Breentved[21]. Andersen[22] giorde et digt[23] til Prinsen som bliv sunget. Thor giorde en Skitse i Haven (spørg Andersen om hvad mærkv[ærdig] paa denne Tour)[.] Thor begyndte nu [arbejdet paa] Toget til Golgatha[24] [og] Sahlen[25] lagde fuld af stykkerne. Harzen[26] kom herover, og fandt sig saa lille naar han saae paa Thors Arbeider. Thorv: kom her ud, jeg troer alene[.] Man spillede De stundesløse[27], og et Comedi Petersen[28] havde skrevet som bestod i #[29] # at Rygtet gik at den Store Thorv ventedes paa Nysøe osv[.] og saa de Stundesløse af Holberg, og det heele endte med et Lotterie hvortil Petersen havde giort et net digt[30]. Denne Beskrivelse faaer jeg af Petersen. derpaa Loterie af Suzette[31] og Elisa[32] osv. Nu arbeidede han flitig deels paa Toget[33] og deels paa Figuren[34], saa kom Øhlenschlæger[35], og der gik et par Dage, det lod ikke til Thor havde synderlig lyst først – han havde villet fuldende Bysten.

- 33 -

Øhlen sch: havde Nær tabt taalmodigheden og vilde reise ind igien, naturligvis lidt stødt, nu tog jeg mig for at giøre Anlægget, til Bysten[36], og den blev god[,] saa Thor: havde nok at skiere bort[.] Bysten blev ligt[37], lige til en Vorte, som er paa Kind[en. “]den kunne du gierne lade blive borte[,”] sagde Adam, [“]nei so gud skal den staae[,”] sagde Thor, og efter jeg havde slettet den ud, sat han den paa igien – Dog var jeg saa dristig at glatte den ud lige som den skulde støbes saa den ikke blev opbevaret i gibset)[. Siden måtte jeg] høre at jeg smigrede for Øhle… =oooo[38][.] oooo Jeg har hørt fleere finde at Øhlenschlægers Byste ikke var opfattet, saa genialsk, som fx Thor’s egen, dog til dem siger jeg, [“]kom og see den som den staar paa Nysøe, eller stil den som en Byste eller en statye skal staae, med lyset fra oven, eller i det minste saa den kuns haver den fra Én side, og denne side den rigtige, og lad mig saa høre deres dom. Hvorledes troer De, Thor vilde tage sig ud, henstillet paa et Bord hverken i den rigtige Høide eller enten ingen Lys eller Lys fra alle kanter, som man seer næsten i hvert et Huus i Kiøbenhavn og som med de gode Arbeider nok kan ærgre Een[. Dog sielden faaer[39]] Man den ær[gelse,] Thi man seer de Eleganteste Huuse belemret med de grueligste Gips Sager og Raad til at lade giøre noget i Marmor har ingen[.”]
I de samme dage kom en Gammel Provst Pavels[40] fra Norge, han var reist til Kiøbenhavn for at besøge Thor: og da denne ikke var der kom han med hans heele bagage i Haanden bunden i et Blaat ternet tørklæde til Nysøe (det bestod i 2 Kraver[,] et par strømper og saa ikke meer :) man kaldte mig ned at nogen vilde tale med Thor og jeg troede det var en Betler, som der fleere havde været her for at plage den kiere Thorv: og saa sagde han[: “]gaae du ned og exspeder ham[”], (engang kom der[41] et ganske ungt Menneske ridende paa en smuk Hest paa samme Maade og vilde tale med Thor, og da denne ikke paa nogen maade kunde blive af med ham skiønt han forsikrede ham, at herude ganske var blodtet for Pænge[42]) saa kaldte Thor: paa mig [og] sagde mig hvad Manden vilde og bad mig exspedere ham[.]

- 34 -

nu gik jeg ind til ham (Thor gik til Sælskabet) og gientog hvad Thor havde sagt ham, og forundrede mig at een som havde en saa galant Hest, var nød til at betle, kort manden blev nok vred[,] senere et aar eller 2 efter, kom han til mig netop da Thor skulde begynde paa Herkules[43] osv i Kiøbenhavn, og forlangte noget. Thor: havde netop fortalt mig at Det samme unge Menneske havde atter været hos ham, og at han havde givet ham 2 Rd[44], for at blive af med ham, men Mennesket var vist forfalden, ellers maatte han dog kunde tiene sit Ophold, uden at betle, naar han havde Hoved som Ingemann[45] havde givet ham vidnedsbyrd om; jeg har Formodning om at han tog sin Hevn, ‒ [xxx] i de samme dage han atter fik et Nei, af mig, hvor jeg ventet sagde ham at jeg heldere vilde hielpe det jeg fandt værdigere, han var vist lige saa vred paa Thor som turde byde ham 2 rd som paa mig, og jeg ved næsten ikke hvem han var meest unskabsfuld imod. ‒ ) men for at komme tilbage til Pavels[46], saa førte jeg ham lige op til Thorvaldsen, da han sagde mig at han var en Ven af Ham, og skiønt det var 45 Aar siden[47] at de vare reist Sammen med fregatten Thetis[48] til Italien denne som skibs Præst ‒ og skiønt Thorv havde hørt han var død, og troet ham død for mange Aar siden, saa kiende han ham strax, og der blev stor forundring og Glæde. Efter Nogle dages Ophold, fandt Thor: P[49] meget Kiedelig[.] denne Historie[50] husker jeg ikke ret om virkelig skedte nu, eller Aaret efter da Steffens[51] var her[.]

- 35 -

En dag hvor Øhlenschlæger kom op for at ville sitte for Thorv: fandt ham i færd med at Modelere en Engel (: den lille Skitze til Jakobis Monument[52], som Mathia[53] har udført og som Thor har dirigeret osv :)[. “]Du slap en Bengel[54] for at tage fat paa en Engel[”,] sagde Øhlenschlæger[.] da nu Bysten var ferdig reiste Øhlensch. og første gang vi vare i Byen efter den tid, gav Øh: os en Diner, hvor [“]forfatteren til min Bystes Skaal[”] bleve af Øh: udbragt, (jeg havde jo anlagt Bysten) men frue Øhlenschlægers[55] Glæde og taknemmelighed var overordentlig rørende, og hun vilde absolut kysse Thorv: Hænder, og mine med.