Juli-august 1841

- 145 -

[...] og gik over Hohenschvangau[1] til Lindau[2] og vi fik vores Omvei erstattet, ved Synet de Tyrolske Alper, og Beirske Bierge som man seer i Baggrunden af det mageløs beliggende Antike Slot, som Kronprindsen af Bajren har ladet restorere i den Oprindelige Stiil[,] Møblere, og decorere med mange gode Kunstværker, det er især omgivet af smaae Søer som ganske har Sviizer Karakteren[3]. Nu afvexler Veien langs med Søen med smaae Byer og Viin Bierge osv man begynder at kunde see de Schweitzsiske Alper fra Lindau langs med Bodensee til Frederikshafen[4], der bleve vi alle med Heste, og Vogn, ført over til Constanz[5] den mageløseste Tuur af Verden, saa til Schafhausen[6] hvor 2 Herrer kom med Vogne og førte os til Rihnfaldet, som fraperte[7] i høigrad, samme Aften videre til Zürich hvor Hr Haupman Hess[8] og Mahler Fogel[9] kiørte omkring med os[,]

- 146 -

Viste os Egnen, desuden saa vi Fogels Arbeider, og endte Aftenen hos Haupmann Hess; nu til Goldau[10] langs med Züriger Søen og senere langs med Zuger Søen, som var det deiligste man kan tænke sig ‒
Ved Goldau tog vi 2 Heste[,] [en] til T. og 1 til mig[,] kiøbte Stave til de Gaaende, og nu gik det rask op ad Rigi[11], dog snart blev det saa steilt, ujevnt og steenet, at jeg sad med Livet i Haanden, af Angst for at falde bagover af Hesten, men især for Thorvaldsen, han maatte derfor altid ride foran at jeg kunde have Øie med ham, thi her, som alle tider hvor der var Fare, var han forvoven og jeg røstede, ved at see Hesten gaae paa den yderste kant af de frygtelig steile Veie og Precipitser[12] uden at ville tillade hans fører at gaae foran Hesten, som min giorde og alt hvad jeg skiendte det hialp kuns til at han loe mig ud, som sedvanlig ved lignende Leiligheder, her kunde jeg da neppe lade mig høre af bare Angst og Anstrængelse med at holde mig fast paa Hesten, nu var det nok lettere for ham at sitte paa sin Maade fast, men dog altid farlig[.] dog han sad roelig let uschenert, og var altid Munter, naar han var ridende enten det var til Esels, eller til Hest, saa var han altid forud, og ofte i Galop hvor det lod sig giøre ‒ min Hest snublede et par gange, og jeg var glad at Børnene vare til fods men Mlle Winkler[13], som jeg meest stoelede paa kom paa engang til os[,] hun havde

- 147 -

forladt de gaaende, da hun troede at spare Vei derved, men havde nær kommet galt afsted thi foruden at forvilde sig kom hun paa et sted hvor der vare vilde Tyre. og havde ikke vores fører der troede at høre nogen til Siden[,] gaaet hende i møde, saa havde hun været forloren, thi Tyrene anfaller altid dem som ikke forstaaer ved visse Piskeslag at gienne dem bort, nu hører vi en gruelig Klasken, og seer Førerne komme med M^ellen og det fordervede min Glæde meget ved det grandiose Syn paa Veien, først at høre den Fare man kunde udsætte sig for og saa at see at man ikke engang kunde stoel paa W: som jeg havde sat all min lid til, Stampe[14] vi[d]ste jeg gik altid forud; x[15] Og skiønt føre[r]ne paalagde ham Taushed (thi at stige og tale ansee de for meget skadelig) saa kunde Stampe ikke andet en[d] udraabe, Spørge, og tale, og Intusiasmen var saa stor at jeg nok vi[d]ste han ikke var at stoele paa, en Tegning som Thorv:[16] giorde følger her med og findes som alle hans Carakteristiske opfattede. ‒ Det skulde sendes hiem for at vise den Fare vi havde overstaa[et.] Elisa[17] Botaniserte og glemtte alt over Planterne, Pigen var altid af de trætte, dog var hun min eeneste Trøst, og Gud være lovet, alt gik godt, Kl: 10 om Aftenen Vare vi alle samlede i værtshuuset hvor vi skytndte os at give Børnene tørt paa og Varmt at drikke[.] Næste Morgen[18] Kl: 3½ bleve vi vækkede og fandt alt en Mængde fremmede, som havde med Gevalt revet dem ud af Søvnens Arme, for at see hvad de maaskee aldrig oftere i deres Liv vilde see; nemlig Solen staae op i Klart veir som nogle havde ventet 3 Uger paae, det var Koldblæst og uhyggelig at see de Gabende Giæster i sloprok[19], og tøffler komme klattende een efter den anden ligge som de havde været flink til, op paa den Høieste Spidse[.] af og til gik Skyerne tilside for at lade Soelen Vise sig deilig opstaaende, dog var man saa Prosaisk, at Een efter Een listede sig væk igien og til Sængs, hvor vi sov til Kl 7, nu var

- 148 -

Veiret bedre, og vi havde et Herrligt Syn, som belonnede all hvores Møie[.] Alperne, eller rettere sagt Snee biergene laae ganske reene og Skyefrie for os og efter en tid at have godtet os hermed blev der vinked, paa en anden Pynt hvor vi da strax begav os hen, og et Sielden Skue viste sig os, nemlig Solen som speilede sig i en stor tyk Skye, der laae dybt inde imellem 2 Bierge, og giorde en Kreds af Regnbuefarver saa stort som et meget stort Hiuel og i midten deraf speilede man sig selv. Thorvaldsen især saa mærkværdig ud der; som en Christus omringet af en Glorie[20]; dette sagde man os var et Skue som kuns faae vare saa heldige at opleve ‒ Nedstigen[21] af Bierget var næsten Besværligere en[d] opstigen og mange stæder var det umuligt at ride og frøgtelig besværlig at gaae, saa steil[,] steenet, og glat var Veien, saa jeg fleere gange faldt og aldrig var kommet ned dersom Christian[22] eller Jeanina[23] ikke havde holdt ved mig, børn gaaer sligt let for, Thorvaldsen faldt da og fleere gange, (thi her som overalt vilde han ingen hielp have uden Staven med Pikken[24]) dog han stod op igien som en ung Dreng og lige saa let, saa jeg ofte sagde[: “]nu ligger Drengen[,”] hvorpaa han svarede Leeende[: “]Og nu stod Drengen op igien,[”] han holdt nok af at he[d]de Drengen og engang Gr: D:[25] kaldte ham: [“]the old Boy[”], sagde han mig; [“]hun kunde gierne lade dette old være borte,[” “]Rogazzatscio[26][”], kaldte han sig selv ofte. ‒

- 149 -

Mage til deilige Usigter som heele Veien nedad, har jeg aldrig seet og Thorv: var siden enig med mig at det var det skiønneste vi nogensiden i hvort liv havde seet, og det var meget thi man beskyldte os for at være partiske for Italien. ‒
Ved foden af Bierget inskibede vi os til Lucern[27], her Boede vi meget godt og Hr Pfyffer[28], samt Hr: Schneider von Waktenhausen[29][,] Componist og Godseier, viste os Egnen, vi besøgte naturligvis Thor’s Løve[30], som var den hvorfor vi Vare kommen til denne Bye, og Thorv. var meget fornøiet dermed, ‒ Næste Aften[31] bleve vi inbuden til en stor Soupé som Byen gav Thorv: og der blev holdt Taler, og sunget endeel Viser[32], osv. før vi toge derhen, besøgte vi en famille paa deres Landsted, som var allerkierest, man sendte os ogsaa deilige Bouqueter i Vores Vogn. ‒
Efter Gildet, bleve vi førte til Klippen hvor Løven var og der var Musik og fakkel oplysning af Løven, som tog sig fortreffelig ud, især ved denne Speilen i den Lille Søe, som ligger under den; nu gik det[33] med Dampskibet til Pfligelen[34] og saa over St Gothar[35] en farlig Vei til Lugano[36], ved foden af St Gothar som vi puste[,] forsynede os med frugt som blev os bragt til Vognen, hører vi fremmede danske Stemmer, det var Grev Ahlefelt[37], og en Willemose[38] [...]